Eventyrlandet mellem Himmel og Afgrund
Af Erik Meistrup, redaktør og forfatter


Elin Engelsens maleri er noget specielt, fordi hun formår at skabe en særlig drømmeagtig atmosfære i billederne. En fornemmelse af, at verden er gået i stå, at vi befinder os i et grænseland af en eller anden karakter. Denne tilstand mellem noget reelt og noget uvirkeligt har eventyrstemningen i sig og forbinder hendes malerier med en stærk engelsk litterær tradition kombineret med en salgs genfindelse af den særlige præ-raphalitiske (engelske) symbolisme fra midten af 1800-tallet og, så er der også den moderne tilknytning til f.eks. den amerikanske fotokunstner Sally Mann på den anden side med hendes børneskildringer af børn på egen hånd i naturen.
Når man første gang står overfor Engelsens malerier f.eks. med drengen (eller måske er det to drenge), der hopper rundt på stenene i det lave vand får man en fornemmelse af Peter Pans Ønskeø, hvor man aldrig blev voksen og altid kunne lege. Denne fornemmelse breder sig ud og, man fornemmer man er i den særlige engelske litterære genre med som sagt Peter Pan, Junglebogen af Kipling, Alice i Eventyrland/Bag spejlet af Lewis Carrol, Grahame med Vinden i Piletræerne og Milne med sin Peter Plys og venner. Fælles for dem er, at de er skabt i tid, hvor barndommen var fuldstændig adskilt fra voksenlivet i modsætning til i dag, hvor de voksnes materialistiske liv hastigt breder sig nedad og inddrager stadigt yngre aldersgrupper i sit domæne. Den realistiske magi
Den eventyrstemning, der kan opleves i Engelsens malerier har fået nogle til at rubricere dem som magisk realisme. Men det er de ikke, efter min opfattelse, for den magiske verden er ikke synlig og aktiv. Vi møder kun den reale verden med børnenes leg. Man kan sammenligne med den store norske illustrator Kittelsen (1857-1914), som tegnede til de gamle norske folkeeventyr. Hans billede af f.eks. Kong Hvidbjørn, der bærer prinsessen på sin ryg gennem skoven, er magisk realisme længe før de sydamerikanske forfattere blev kendt på genren, hvor det virkelige og det fantastiske kan mødes i den samme fortælling.
Elin Engelsens maleriske magi ligger i det uudtalte, det ikke viste, som vores fantasi kan arbejde med videre. Derved placerer hun sin forståelse et andet sted, nemlig i det realistiske udsyn mod det magiske, der skal tabes. Caroll digter i indledningen til Bag Spejlet – forsættelsen af Alice i Eventyrland – om barnet, hvis sind er fuld af drømme og skønt vi er skilt af tidens strøm, modtager det med fortrolig ånd eventyret fra den voksnes hånd. En fortælling, hvis ekko mindet lever i, skønt tiden hvisker sit ’forbi!’
Det er den ene side af Elin Engelsen, som hun vedkender sig, men samtidig er hendes figurer ofte fanget enten i en næsten svævende form med deres bevægelser, eller med en ro, hvor det dragende i længselen er rettet mod skyernes verden, eller direkte mod os beskuere. Vand og himmel er faste henvisninger i motiverne og sammen med den lethed, der er i malerier, fornemmer man, der også er en indre lethed. En lethed, der filosofisk kan tolkes som en materialiseret åndelig søgen og glæde, som børnene i deres intense leg repræsenterer.
Men netop vandet og himlen kan jo forvandles til noget farligt, mørkt og opslugende, når barndommen eller pagten brydes. Engelsens nuværende malerier er ofte lette og lyse, men de afspejler derved dét, vi går tumler med, om død og udslettelse. Når hun maler et nøgent træ, eller et par barneøjne i kæmpeformat, der stirrer på os fra den anden verden, så er det netop som hos Caroll en spejlverden vi møder, som kan være fyldt med sødme, længsel, nostalgi, men også nøgen goldhed og varsel om tingens ophør. De er derved ny-symbolistiske tolkninger af livets vilkår som en evig balanceakt mellem himmel og (dødens) afgrund.
Elin Engelsens malemåde modsvarer faktisk hendes valg af motiver. Hun maler forholdsvis hurtigt og præcist, men uden den store maleriske dybde. Med det menes, at hun ikke søger maleriet som rent maleri. Hun bygger ikke lag på lag af farver for at søge tyngden i selve farvens karakter, eller for der igennem ekspressionistiske at skildrer livets vilkår nedfældet i netop farverne og deres mange lidt diffuse nuancer og derved skabe en sammensat karakter. Engelsen holder sig til nogle få nærmest transparente lag med vægt på lyse farver nuancer ofte brug af blå, hvorved der illusorisk skabes et rum for personerne. Motiverne og deres filosofiske indhold er den drivende kraft i Engelsens maleri, og det er dér, man skal søge hendes særlige styrke.